Dude, where’s our car?

    Det var langt om længe blevet tid til at ramme Florida, sidste stop på vores rejse.

    Som I ved, kom vi netop fra Texas og havde befundet os på vejen godt 19 timer, da vi endelig nåde byen Williston i det nordlige Florida. Her havde vi lagt et pitstop ind, for en af vores venner havde fortalt om Devil’s Den, et sted vi bare måtte tjekke ud.

     

     

    The Devil’s Denvar en åben grotte som man kunne snorkle og dykke i.

     

     

     

    Efter sigende kunne man her møde fisk og havskildpadder og eftersom vi faktisk ikke havde snorklet eller dykket på hele turen, var vi klar!

     

     

    Vi var ikke så heldige denne dag at møde nogle skildpadder i grotten, der faktisk var temmelig mørk. Det var dog stadig en ret speciel oplevelse at være ”nede i hullet”, hvor man fra kunne kigge op i himlen.

     

     

    Efter de mange timers kørsel var det desuden lækkert med en (is) kold dukkert.

    Efter Devil’s Den trillede vi videre ned mod Miami, vores endelige stop. En tur på yderligere fem timer.

     

    Behøver jeg fortælle at vi var godt rundtosset, da vi endelig ramte Miami sidst på eftermiddagen?

    Vi skulle bo ved Louises gamle kammerat Nicklas, der nu netop var bosat i byen. Endnu engang var vi glade for husly og Nicklas var meget gæstfri.

     

    I Miami havde vi planer om at tilbringe dagene på stranden, shoppe og tage en tur ned til Key West, som vi havde hørt så meget godt om.

    Sidstnævnte gik dog i vasken, da vi fandt ud af at vi skulle rejse hjem mandag. Faktisk havde vi hele tiden troet det først var tirsdag, og mandagen var netop her vi ville have lejet en cabriolet og sust ned til Floridas sydlige del.

     

    Man kan sige det var heldigt vi lige besluttede at tjekke op på denne her.

     

    Den første aften i Miami, skulle vi naturligvis ud og se lidt. Jeg må indrømme at jeg var klar til at trække stikket efter vores 24 timers lange køretur. Men what can you do? Det var trods alt Miami, endnu en by der aldrig sover.

    Nicklas boede i kvarteret Little Havanna, det cubanske nabolag. Her var alle mere eller mindre sydamerikanere og få talte engelsk.

     

    Nicklas ville gerne vise os det latinske natteliv og tog os derfor med på salsabar. Når man kom direkte fra noget, der var som taget ud af en gammel western, var det noget af en omvæltning og ramme Miamis natteliv.

     

    Hvad Nicklas kaldte en bar, ville vi klart betegne som en natklub. Men det var dog, superfedt. Overalt dansede folk den sensuelle salsa og jeg skal love for, at heller ikke her, var mændene bange for at ramme dansegulvet. Og hold nu op hvor kan latinamerikanerne altså danse!

     

     

    Vi holdt ud til klokken et og måtte her erklære os finito.

    Desuden skulle vi den næste morgen op og aflevere vores elskede KIA i Miami lufthavn klokken ti. Vi havde samme aften haft KIA’en i bilvask, hvor en flok cubanere havde givet den en ordentlig omgang.

     

    MEN, da vi lørdag morgen trådte ind i parkeringskælderen under Nicklas’s lejlighed, var KIA’EN ikke at spotte.

     

    ”Øh Musse, hvor er KIA?”spurgte jeg forvirret. Louise så lige så fortabt ud.

     

    Vi var godt klar over at vi havde holdt ulovligt parkeret. Netop på den plads, hvor vores bil før havde holdt, hang nemlig et stort skilt med parkering forbudt. Nicklas havde dog forsikret os for at det overhovedet ikke var et problem. Hans gæster holdt der hele tiden.

    Nu så det i mellemtiden ud til, at det tilsyneladende var blevet et problem.

    Vi fik fat i Nicklas der forvirret måtte kontakte selskabet, mens han undskyldende garanterede at dette virkelig aldrig før var sket.

    Nu havde vi travlt. Bilen skulle afleveres i lufthavnen inden for en time og vi anede ikke hvor den var!

    Nicklas fik heldigvis fat i en adresse og afsted gennem Miamis kaotiske morgentrafik det gik. Efter en længere ventetid (for sydamerikanere har VIRKELIG ikke travlt) og et gebyr på 1300,- danske kroner, lykkedes det os endelig at blive genforenet med KIA.

     

    Bilen, der stank forfærdeligt af Wunderbaum( fordi vi forsøgte at skjule de 60.000 cigaretter vi havde røget i den,) spurtede endelig mod lufthavnen. Vi ankom 10.07, ganske godt klaret når man tænker på omstændighederne.

     

    ”Have you been smoking in the car?”

     

    Inspektionskvinden skulede mistænksomt til os.

     

    “No Ma’m, not at all” vi rystede begge uskyldigt på hovedet. Hun vejede os med øjnene. ”It smells like you did!”.

     

    Eftersom hun ikke rigtig kunne bevise at der rent faktisk var blevet røget i bilen, besluttede kvinden tilsyneladende at lade sagen hvile og mere blev der heldigvis ikke gjort ud af det…

     

    Det var med stor vemodighed at vi nu havde afleveret bilen, der netop havde fragtet os 11.800 kilometer gennem Amerika.

     

    Louise siger farvel til KIA

     

    Categories: Roadtrip

    Skriv et svar