Oh! That Holiday Blues…

    Søndag var sidste hele dag i Miami, inden afrejsen mandag aften. Dagen blev dedikeret til stranden. Vi var fast besluttet på at suge så meget sol, sand og hav til os som muligt, inden vi skulle forlade Amerika.

     

    Miami var en hektisk storby med fart over feltet. Her boede alle slags mennesker og magen til alsidig multikulturalitet, skal man lede længe efter. Trafikken var et vanvidskaos af dyttende horn og møvende biler, så faktisk var vi nu lettet over at KIA var afleveret og Uber havde overtaget gamet.

     

    Måske det var ugerne i syden eller dagene ”på landet”. I hvert fald fandt vi det svært at omstille os til storbyen.

     

    Vi var trætte (hvilket nok ikke er så underligt) og også begyndt at lide af The Holiday Blues, som jeg kalder syndromet.

    En lettere depressiv tilstand der rammer, når man skal til at afslutte en længere rejse. Tanken om at komme hjem til ”den virkelige verden” synede ikke tiltalende overhovedet. Det var ikke til at begribe der allerede var gået seks uger og det føltes som om vi havde befundet os i en drøm. Realiteterne var hårde og ja, nu bankede virkeligheden altså på døren.

     

    Jeg tænker at de der er vant til at rejse, ved præcis hvad jeg taler om!

    Anyway, træthed (det føltes som om vi ikke havde sovet i et år!) og The Holiday Blues gjorde, at vi var fulgt ud tilfredse med bare at chille på stranden.

    Og var der noget Miami havde, så var det stranden!

    Vi havde ikke set strand siden Venice Beach i L.A. og lykken var stor da vi så den lange strandpromenade, de høje palmer, det kridhvide sand og ikke mindst, havet.

     

    Den første gang vi mærkede vandet på vores bare tæer, var overvældende. Det var SÅ varmt.

    Uden problemer kunne man gå direkte ud i bølgerne og det var lige før, man ikke følte sig afkølet.

     

     

     

    Vi tilbragte det meste af søndagen på stranden, hvor vi blandt andet fordrev tiden med at farvelægge en af Louises fantastiske tegninger i The Black Book.

     

     

    Det var så hyggeligt. Pludselig råbte en stemme

     

    ”Are you guys drawing?”

     

    Forvirret kiggede vi op fra bogen som vi begge var svundet hen i. Overfor sad en pige og observerede os.

     

    ”Can I see?” hun afventede ikke svar og var allerede henne ved os, hvor hun uforbeholdent slog sig ned på tæppet.

     

    ”Wow this is amazing. Can I look at the rest?”

     

     

    Ingen at os nåede at svare, før hun nysgerrigt begyndte at bladre igennem vores helligste hellige. Bogen der var fyldt med billeder, anekdoter, hitlister og shitlister, var langt fra politisk korrekt. Ingen af os kunne dog få os selv til at stoppe den fremmede pige, som hun begejstret bladrede løs og kommenterede de mange forskellige ting. Hun præsenterede sig som Ashley og spurgte om ikke hun også måtte lave en tegning i bogen. Naturligvis.

     

    Ashley der netop var fyldt 21, var nysgerrig på vores rejse og stillede uafbrudt spørgsmål. Hun ville vide ALT.  Vi talte om forskellene på Amerika og Danmark og hun var utrolig sød. Som de fleste amerikanere, var hun betaget af Europa og drømte om en dag at tage en lignende rejse.

     

    Hun roede i sin taske, og fiskede pludselig en joint op.

    ”You want some pot?” 

    Spurgte hun og rakte mig jointen. Louise og jeg udvekslede kort blikke, før vi trak på skuldrene. Hva’ faen det var sidste dag i Amerika, måske det kunne hjælpe på vores holiday blues?

     

    Vi tog et par hvæs hver, hvilket skulle vise sig at være mere end rigeligt. Ashleys kæreste og veninde kom kort efter over for at hente hende, de skulle hjem og have frokost. Vi sagde pænt farvel og takkede for det sjove og spontane møde.

     

    Pludselig syntes den smukke strand, endnu smukkere. Solen bagte, mens vi lå og observerede de mange mennesker der passerede os. Ofte brød vi ud i højlydte fnis, og kunne slet ikke kontrollere den ustyrlige glæde der pludselig fyldte kroppen. Noget havde helt sikker hjulpet på vores blues.

     

    Tre mænd i bar overkrop vandrede forbi. Om det også gik i slowmotion for Louise skal jeg ikke kunne sige, men begge fulgte vi betaget mændene der forsvandt i horisonten. “Så du dem Musse?” spurgte jeg langsomt.

    “Jeg prøvede at trække maven ind, men jeg kunne ikke!” kom svaret. Det tog jeg som et ja!

     

    Vi smuttede i vandet og drev rundt. Ind i mellem ville jeg få et chok, når nogle piger i nærheden højlydt skreg mens de pjattede rundt.

     

    ”Hvordan ved man hvis der sker et hajangreb, når folk skriger sådan hele tiden?” brokkede jeg mig. Louise skraldgrinede og beskyldte mig for at være paranoid. Jeg skal gerne erkende at min evige frygt for hajerne, nok ikke ligefrem var blevet mindre nu hvor jeg var stoned on the beach

     

    ”Bare altid sørg for at der er andre mennesker længere ude end dig” belærte jeg Louise, der igen fniste ukontrolleret.

     

     

    Alt i alt havde vi en helt fantastisk eftermiddag på South Beach i Miami, hvor vi fik ræsonneret over den storslået tur vi netop havde været på. Vi vendte og drejede de mange følelser der løb gennem kroppen i forbindelse med vores forestående afrejse.

    Mandag var sidste dag, inden vi om aftenen skulle med flyet mod Danmark. Dagen var afsat til shopping, for der var stadig et par gaver som skulle på plads.

     

    De næste par timer var kreditkortene rødglødende, som de gentagende gange blev swipet gennem diverse dankortmaskiner. Og sagde jeg et par gaver? Tja, det tog vist lidt overhånd.

     

     

    Inden vi så os om var det blevet eftermiddag og faktisk havde vi nu, lidt travlt. Der var stadig en enkelt ting tilbage på tapetet.

     

    Det var noget vi havde talt om allerede fra begyndelsen, at få en tatovering sammen. Denne skulle naturligvis repræsentere vores fantastiske rejse. Selvom vi havde talt om det længe, havde vi ikke være afklaret hvad denne tattoo skulle være.

     

    Vi ønskede noget der repræsenterede Amerika og selve rejsen, et evigt minde vi sammen kunne have. På forhånd havde vi besluttet at den skulle laves i den populære Miami Ink. forretning, som man kender fra tv.

     

     

     

    En times tid efter forlod vi forretningen, to styks. tatoveringer rigere….

     

    Vi havde endnu ikke pakket og der var nu kun to timer til vi skulle ramme lufthavnen. Begge gruet vi for resultatet, for vi havde købt rigtig meget!

    Et par dage forinden havde vi købt en ekstra kuffert (som vi også havde været nødt til at tjekke ind) men stadig tvivlede vi på, om der nu også var plads til alt? Langt om længe lykkedes det os at få alle tre kufferter lukket, samt de fire håndbagagetasker.

     

    Klokken var nu 20.30, vi skulle flyve klokken 23. Nicklas havde lovet og køre os til Miami lufthavn, der heldigvis lå kort fra hvor han boede. Jeg ved ikke lige hvorfor vi kom ind på det, men pludselig udbryder Nicklas

     

    ”flyver I egentlig med SAS?” 

    Undrende fortalte vi ham at vi fløj med Norwegian.

     

    ”Norwegian flyver ikke ud fra Miami lufthavn” konstaterede han tørt.

     

     Hurtigt fandt vi billetterne frem og ganske rigtigt. Vi skulle flyve fra lufthavnen Fort Lauderdale, der lå cirka 45 minutter fra Miami. Og så fik vi ellers fart på.

    Nicklas var nærmest mere stresset end os og udbrød flere gange ”jeg forstår ikke hvordan I kan tage alt så roligt!” på vej mod lufthavnen.

     

    Vi var nu også ganske heldige at dette var blevet opdaget i tide. Var vi endt op i Miami lufthavn, havde det været umuligt at nå flyet.

     

    ”I to er bare skideheldige” konstaterede Nicklas, da han 45 minutter senere satte os af i Fort Lauderdale lufthavn.

     

    Og ja, vi var heldige…

     

    Ikke blot fordi vi rent faktisk nåede vores fly (og fik charmeret os til at slippe for at betale for ti kilos overvægt!), men fordi vi netop havde haft den mest fantastiske oplevelse i vores liv.

     

    Det var virkelig med tunge hjerter at vi nu skulle forlade Amerika. Begge havde vi elsket hvert øjeblik. Hold nu kæft hvor har det bare været fedt!

     

     

    Categories: Roadtrip

    Skriv et svar