Warning: Creating default object from empty value in /var/www/amandaandlouise.dk/public_html/wp-content/plugins/showeblogin-facebook-page-like-box/showeblogin-facebook-page-plugin.php on line 41
Show me the way to America please! - Amanda and Louise

    Show me the way to America please!

    Hvis vi troede turen ind i Mexico var kaotisk, skulle vi hurtigt blive klogere. Selvom vi stadig var uden GPS, var vi sikre på at turen tilbage til USA ville blive piece of cake, nu kendte vi jo vejen. Oh my God!

    Endnu engang kørte vi af ved en forkert motorvejs-afkørsel og endte igen i Tijuanas kaos. Dyttende horn, selvopfundne færdselsregler, ihærdige sælgere og tusindvis af biler gav mig i den grad sved på panden (jeg var bag rettet!). En ting er sikkert, man lærer hurtigt at civilisationens regler ikke længere gælder og kaster sig hovedkulds ud i først til mølle-gamet. Det var simpelthen en nødvendighed hvis vi nogensinde skulle have en chance for at nå grænsen, som vi i øvrigt overhovedet ikke kunne finde.

     

    Mexicanernes engelsk er mere eller mindre ikke-eksisterende, hvilket blot gjorde udfordringen endnu sværere. Ordet ”border” kendte de ikke og sætningen ”Which way is Amerika?” blev vores redning.

     

    Langt om længe, efter et par hektiske timer i storbyen, nåede vi endelig grænsen. Eller i hvert fald stedet, hvor der efter sigende var en grænse forude. Dette var nemlig næste udfordring. Overalt holdt biler i lange køer, der knap bevægede sig. ”Seven hours” konstaterede den første sælger, der stak hovedet ind ad vinduet. Opgivende kastede vi et blik på hinanden og smed sæderne tilbage. Eftersom der kun var en vej, var eneste mulighed at joine cirkusset og vente. Og et cirkus var det. En overflod af sælgere bevægede sig konstant mellem de stillestående biler, mens de forsøgte at afsætte alt hvad hjertet kunne begære. Ordet ”NO!” blev hurtigt fast del af vores repertoire. Små stakkels hundehvalpe blev mere eller mindre stukket ind gennem vinduerne og børn helt ned til to årsalderen forsøgte at sælge slik. Det var hårdt at overvære.

    Heden var uudholdelig og efter et seriøst vandindtag, begyndte vi begge at mærke behovet for et toiletbesøg. Desperationen begyndte at indfinde sig. Vi var omgivet af biler så langt øjet rakte og langsomt men sikkert bevægede køen sig. Det var på tide at blive kreative. Af en brochure begyndte Louise at forme en tragt, der skulle gøre en tom vandflaske til fremtidigt toilet. Jeg satte trøjer op for vinduerne.

    Eftersom jeg var mest presset på tisse-situationen, blev jeg den heldige vinder af og teste Louises nye opfindelse. Jeg hoppede om bag i bilen. Eksperimentet gik nogenlunde og vi ramte for det meste, flere detaljer tror jeg ikke er nødvendige om den sag!

     

    Langt om længe nåede vi frem til grænsen og frygtede givetvis, hvilke udfordringer vi her kunne støde på. Blot håbede vi at der ikke ville opstå problemer og var efterhånden mere end klar til at forlade Mexico og igen plante benene på amerikansk jord. Efter tre timer i kø, tog grænsebetjenten endelig imod vores pas. Et par standard spørgsmål senere, ønskede han os god rejse. Jublende forlod vi grænsen, fyrede op for musikken og drønede mod horisonten på den Californiske highway.

    Categories: Roadtrip

    Skriv et svar