Welcome back “cowgirls”!

    Vores plan med forestående besøg i Bandera, var at gå helt ned i gear. Efter nogle intense og hektiske uger på farten, ønskede vi nu rendyrket afslapning.

    Stadig drømte vi også om at opleve en ordentlig ridetur i Banderas smukke omgivelser.

     

     

     

    Der herskede stadig en vis skuffelse over den lille ridetur vi havde været på, da vi boede på ranchen. Som tidligere fortalt ( læs også: How y’all doing) bestod rideturen omkring The Mayan Dude Ranch af ti mennesker der blev smidt op på en flok robotagtige heste, som efterfølgende luntede afsted på rad og række i røven af hinanden. Ikke lige vores opfattelse af hvordan en rigtig ridetur into the wild burde være.

     

     

    Vi kunne simpelthen ikke kalde os ægte cowgirls basseret på dette. Det var bare ikke godt nok!

     

    Nu var vi altså tilbage i Bandera og boede som bekendt ved vores ven Andrew.

     

    Andrew havde et hus i byen, hvor vi var så heldige at få eget værelse.
    Huset havde desuden den mest charmerende veranda (”the porch”), der hurtigt skulle blive vores tilholdssted. Vi elskede simpelthen at sidde der ude og nyde omgivelserne på den stille villavej, mens vi svingede frem og tilbage på gyngebænken.

    Dette var til stor overraskelse for amerikanerne, der simpelthen ikke forstod hvordan vi kunne tilbringe så meget tid på verandaen i den hede. De foretrak bestemt at være indendørs, nær deres højtelsket aircon.

     

     

    De næste dage brugte vi i selskab med Andrew og William, der var eminente værter. Om dagen badet vi og solede ved floderne, om aftenen drak vi whiskey og dansede på the Chickin’ Coop.

     

     

     

     

    Især havde vi meget sjov ud af og forsøge at lære amerikanerne danske ord, hvilket var en udfordring for alle parter!

     

    Da Louise efter et tequilashot, højlydt kom til at udbryde ”fy for satan” vakte hun opmærksomhed.

     

    Mens en bestemt mente han havde hørt et ”vote for satan”, var en anden overbevidst om at Louise havde sagt ”fight for satan”.

     

    Var danskere mon djævletilbedere?

    Andrew & Louise

     

    William

     

    Vi følte os naturligvis privilegeret over gæstfriheden Andrew udviste og var glade for at spare pengene, som et hotel ville have kostet. Vi besluttede at måden og vise vores taknemmelighed på, måtte være at lave en middag. Mad er trods alt noget mænd forstår. Nu var spørgsmålet så bare, om de også forstod den danske mad? Og hvad kunne være mere dansk end en ordentlig omgang smørrebrød!

     

    At lave smørrebrød i Amerika, skulle vise sig at være end større udfordring end først antaget.
    Først og fremmest skulle vi naturligvis fremskaffe den allervigtigste ingrediens, rugbrødet.

     

    Lad mig sige det sådan, rugbrød er så absolut ikke let at opdrive i Amerika!
    Efter en dybdegående googlesøgning, hvor også andre desperate danskere i USA forsøgte at finde svaret, fandt vi frem til at Aldi skulle være indehaveren (ja, de havde åbenbart Aldi herovre).

    Det lykkedes os da også at finde en sådan butik, men desværre havde de ikke noget rugbrød. Ekspedienten beklagede, det var nu altså kun engang i mellem at de havde det populære ryebread.

     

    En mand i køen, der havde overhørt vores desperation, sendte os til Walmart. Således begav vi os med stor begejstring videre i søgningen på the danish dark bread. Det skulle hurtigt vise sig at amerikanernes opfattelse af såkaldte ryebread, var en noget anden end den vi har i Danmark.

     

    Ja, brødet var bestemt mørkt, men trykkede du på pakken var det blødt som smør.
    Omgivelserne skævede til os, som vi gik gennem den store brødafdeling og desperat trykkede på alle pakker, der tilnærmelsesvis kunne gå for at være rugbrød. No luck.

    Fortvivlet begyndte vi at overveje alternativerne. Frikadeller og kartofler måske?

    Vi kørte tilbage til Banderas lille supermarked og hvad skete der mon så?

    Lige der, mellem de endeløse rækker af hvide bløde brød, lå der pludselig nederst i hjørnet, det tætteste vi havde set på rugbrød i USA. Begejstret pressede vi løs på pakken, der ikke gav efter. Det var faktisk hårdt.

    Vi var måske en smule bekymret over de ekstremt tynde skiver, manglen på kerner og ikke mindst faktummet at brødet kunne holde sig i en måned!

     

    Dog besluttede vi at prøve lykken. Ikke nok med at vi var opsatte på at give vores venner en ægte dansk gastronomisk oplevelse, vi var også selv ret begejstret ved udsigten til rugbrød. Tænk at vi efter vores langvarige søgning i storbyen, skulle ende med at finde svaret netop her i lillebitte Bandera.

     

    Den næste udfordring blev nu at finde det rette pålæg, hvor fiskefilet og roastbeef med remulade naturligvis var udelukket. Vi endte ud med fire forskellige stykker, som vi mente at kunne kreere med hvad vi havde til rådighed.

     

    Kartoffelmad med mayonnaise, spegepølse med løg, æg og rejer og sidst men ikke mindst, en tysk lever paté, der var det nærmeste vi kunne komme på noget der mindede om leverpostej.

     

    Drengene kredsede nysgerrigt om os i køkkenet, som vi brugte de næste par timer på at koge, pille og anrette. De mente bestemt der måtte være tale om intet mindre end et fantastisk måltid, eftersom det kunne tage så lang tid at lave! Vi forsøgte her at forklare, at anretning og præsentation var halvdelen af smørrebrødsoplevelsen. For ærlig talt var vi lidt bekymret for vores rugbrød, der trods det at det faktisk smagte nogenlunde som det skulle, var rimelig tørt.

     

     

    Langt om længe kunne vi endelig sætte os til bords. Andrew og William spiste med velbehag og faktisk var vi også selv, ret begejstret for resultatet. Mens æg og rejer var storfavorit, vakte den tyske lever paté bestemt ikke jubel. Dog syntes vi selv at den var nogenlunde tæt på en leverpostej. Men vi var jo trods alt, også danskere…

     

    Ikke desto mindre var de amerikanske drenges første danske madoplevelse en succes, der næsten vakte lige så meget begejstring, som selve ordet smørrebrød. Især Andrew elskede det og ville resten af ugen ved flere lejligheder, ud af det blå, pludselig udbryde ”SMØRREBRØØØØØ” (og ja, det skulle åbenbart synges?)

     

     

    Vi var så heldige at William havde et par dages ferie, modsat Andrew der skulle arbejde. Om mandagen tog han os således med op i højlandet, hvor vi kørte rundt i bjergene, nød naturen og hørte god musik. Mens William lærte os om klassisk country, der er intet mindre end fantastisk, gav vi et dansk kulturindslag med Nik og Jay.

     

    Vi kunne ikke lade være med at skraldgrine, da han alvorligt spurgte om det var ”a danish racist song?”. Han forstod nemlig godt ordet ”niggerjay”.

     

     

     

     

    William underholdt os desuden med historier om sine mange år ved rodeoen, hvor vi lærte mere om tyreridning. Bare lige for at få det på det rene, kan amerikansk ”bull riding” ikke sammenlignes med skrækhistorierne som vi kender fra Europa om tyrefægtning. I Rodeoverdenen behandles tyren som en konge og cowboyen er blot et simpelt redskab.

     

     

    I bjergene stoppede vi også ved en flod, hvor familier badede og børnene boltrede sig ved at glide ned ad de små vandfald. Her havde vi en sjov oplevelse. Gik man ud i vandet som kun gik til knæene, var der pludselig et dybt hul. Det er svært at forklare, men man kunne altså komme gående i lavt vand, sætte sig ned og efterfølgende glide ned i et decideret hul i bunden. Pludselig stod man således i vand til brystet, mens personen ved siden af stadig stop oppe på det lave vand.
    Nede i hullet blev man hurtigt omgivet af de små fisk som vi kender fra såkaldte fish spas, I ved dem der spiser død hud af fødderne. Det var virkelig specielt.

     

    Om eftermiddagen fandt vi endnu et fantastiske spot ved Medina floden. Her tilbragte vi et par timer med at nyde solen og de små diger.

     

     

     

    Om aftenen lavede William god American dinner til os- Steak, kartofler og majskobler, what else? Efterfølgende spillede Andrew guitar på verandaen, mens vi nød den omkringliggende stilhed og en flot stjernehimmel.

     

     

    Den næste dag besluttede vi at det nu var tid til at opleve et rigtigt rideeventyr. Vi kontaktede Bandera Historical Rides, hvor vi aftalte med cowboyen Tom at mødes et par timer senere. Vi anede ikke hvad vi kunne forvente af denne tur eller hvor mange mennesker der ville være med. Det var således en stor glæde at opdage at turen var privat og at det kun var os og Tom der skulle afsted.

     

    Tom var en flink fyr og ganske loose. Ønskede vi at ride selvstændigt fremfor rad og række, var det helt fint med ham. Så var det ellers bare afsted. Og sikke en tur!

     

     

    Op og ned ad bakker gik det, gennem krat af træer og buske i den tætbevokset skov. Ned langs Medina floden red vi Bubba og Whyatt og fik endda den fantastiske oplevelse at ride i selve vandet.

     

     

    Det var præcis sådan en tur vi havde drømt om! Den fuldentes da vi overhørte en lille pige begejstret udbryde ”look mommy, a cowgirl. Oh, there’s two of them” – Hell yeah vi var cowgirls!

     

     

    Den samme aften havde Andrew inviteret os til aftensmad ved sin mor. Drengene havde i den grad været chokeret over at høre, vi aldrig havde smagt mac and cheese, der jo nærmest er en amerikanske nationalret. Således stod menuen altså denne aften på amerikanske hamburgers og mac and cheese, naturligvis.

    Andrews mor boede i højlandet og køreturen i sig selv var en oplevelse. Det var dog intet i forhold til da vi rent faktisk ankom. Huset var fantastisk. Omgivet af bjerge lå det på en stejl skråning, med en overdådig udsigt.

     

     

    Området var øde og pånær de mange græssene rådyr, så vi ikke meget liv. Selvom Andrew forsikrede os for vi hurtigt ville kede røven i laser, var vi begge betaget af tanken om hvordan det ville være dagligt at kunne stå op til sådan et bjertagende syn.

     

    Sammen vandrede vi ned ad skrænten, for at se nærmere på floden der løb ved foden af huset. Senere grillede Andrew bøffer, mens vi snakkede med hans mor. En utrolig sød kvinde.

     

     

    Den sidste aften i Bandera stod på netflix, alle var vi rimelig trætte. Louise og jeg var så småt begyndt at blive ramt af den velkendte ”holliday blues” stemning, der næsten er uundgåeligt når en længere rejse nærmer sig enden. Vores næste stop Miami, ville blive det sidste på vores fantastiske tur gennem Amerika.

     

    Således besluttede jeg at gå en lille tur ved Medina floden og sige farvel til Bandera. Denne beslutning var til stor forundring for drengene, for som vi allerede havde bemærket ved flere lejligheder, går man ikke i USA!

    Var jeg okay? Var der noget galt? Hvor ville jeg gå hen? Og ikke mindst, hvorfor?

    Louise og jeg prøvede overbevisende at forklare at det bestemt ikke var unormalt hvor vi kom fra, at gå sig en aftentur.
    Efter seks uger i en bil, begynder man i den grad at savne og bevæge sig!

     

     

    Den næste morgen pakkede vi endnu engang KIA’en og gjorde os klar til at bevæge os ud på, hvad der skulle blive den længste strækning på hele turen. Vi ville nemlig køre fra Texas til Miami og planen var at gøre det uden sovepause. Vi havde ikke mange dage tilbage i Amerika og var opsatte på at få mest ud af de sidste. Projektet ville tage omkring 24 timer.

     

    Inden vi forlod Bandera, lagde vi vejen forbi butikken Thelma & Louise, som vi længe havde ville besøge. Det var det sødeste lille forretning med fint tøj, sjove accessoires og mange andre finurligheder. Tætpakket med souvenirs forlod vi en halv times tid senere Thelma & Louise.

     

     

    Det var nu blevet tid til at Amanda & Louise, endnu engang ramte de amerikanske landeveje.

     

    Categories: Roadtrip

    Skriv et svar